tirsdag den 11. februar 2014

Ingen titel.

Billeder fra denne tumblr.

Jeg er så træt af piger, der ikke behandler andre piger ordentlig. Det gør mig pissetræt, og især når det foregår steder som på en videregående uddannelse. Eller her på internettet. Eller bare i al almindelighed. 

Jeg efterstræber selv at være en sød og rar pige (seriøst - vi mangler et ord for mellemstadiet for pige/kvinde, som som drenge/mænd har med ordet fyr. Lort). Jeg er blevet mobbet i folkeskolen med alt, hvad der hører til - tro mig, ordet "hesteluder" kan få det til at vende sig i mig, selvom jeg knap nok ser folk fra min folkeskole mere - og hvis jeg møder dem på gaden, går jeg konsekvent over på den anden side. Det var i 5. klasse - så kan I selv regne ud, hvordan det var resten af tiden, indtil jeg tog på efterskole i 9. og 10. klasse, hvor det var accepteret, jeg red og havde meget fokus på mine heste. Jeg kan huske min klasselærer i 6.klasse sagde til mig, at jeg bare kunne gå til fodbold for at passe ind - tak, latterlige dame. Må din røv klø og dine arme være for korte.
Mange af de ting, jeg har oplevet i min folkeskoletid, har gjort, at jeg generelt møder folk med en hvis mistro, og det har helt sikkert ødelagt nogle af mine sociale færdigheder. Jeg giver virkelig lidt af mig selv, og det gør bare, at jeg helt sikkert havner i situationer, der ikke ligefrem bedrer de vilkår, jeg kommer med.  Mobningen var udslagsgivende for, hvordan min OCD og angst har udfærdiget sig, og det er bestemt ikke noget, jeg ønsker, andre skal opleve. Jeg har aldrig været behandlet for det, men set i bakspejlet havde det nok været en fantastisk god idé. 

Egentlig er alle de her mobbehistorier åndssvagt klichéfyldte og giver en hvis signalværdi om et ønske om sympati, men der er jo helt sikkert en grund til, at tidligere mobbeofre som jeg selv, reagerer, som vi gør. 

Jeg har altid haft et ønske om, at hver gang jeg er begyndt et nyt sted (efterskole, gymnasiet, højskole, studiet, diverse arbejdspladser..), at det var en frisk start. Og at nu skulle jeg undefløjteme bare være nice. Men hver gang har jeg bare forholdt mig til en lille gruppe mennesker og leget struds. Det irriterer mig grænseløst - for jeg vil sgu også gerne i festudvalget, eller være tutor for den sags skyld. Det er ligesom at disse håbløse forventninger til mig selv har fået mig til at fejle på samme måde som sidst, og så fremdeles. Generelt tror jeg, det bunder i en frygt for ikke at passe ind. For ikke at være god nok. Det er den dårlige selvtillids skyld, og den måde jeg så efterfølgende hæmmer mig selv i at bare være til og at være ligeglad med andre folks meninger. Det er jo det mindste, jeg kan gøre for mig selv i en alder af knap 25 år - at være ligeglad. 

Jeg er meget imod at klandre andre for, at jeg ikke føler mig tilpas - jeg er trods alt min egen lykkes smed, og det er der ingen, der kan pille ved. Jeg har derfor også konsekvent tilkendegivet, at det er min egen skyld, at jeg ikke føler mig tilpas ved nye bekendtskaber og konstant tror, folk vil mig det værste. Det i sig selv er en frygtelig tanke. Men samtidigt skal jeg også være voksen nok til at kunne sige, det ikke altid er min skyld - jeg møder en masse mennesker med forskellige forudsætninger for at være det sted, de nu er. Og nogle af de forudsætninger er bare ikke de bedste - og så reagerer de folk som de mest ondskabsfulde kællinger, der absolut fortjener et shitload of guilt for at behandle andre mennesker som de mest nederen vederstyggeligheder. At de træder på andre mennesker for at styrke dem selv og gemme deres usikkerheder. Jeg går på et studie med 100 mennesker i samme årgang som mig, mestendelen af dem er piger. Og I vil blive overrasket over, hvor grimt og umenneskeligt de kan opføre sig over for andre. Jeg er ganske enkelt FÆRDIG med at baske mig selv i hovedet over den manglende pæne opførsel, jeg møder rundt omkring. I dag tog jeg stilling, og det var virkelig åndssvagt godt. Jeg skal fandme ikke være en dørmåtte. Og sådan er det bare. 

4 kommentarer:

  1. Folk er idioter. Jeg tror næsten, det er det, man skal acceptere. Jeg er 27, og jeg giver også mig selv tæsk, når andre folk ikke kan lide mig... Det er jo åndssvagt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, de er!
      Og ja, det er skideåndssvagt. OMFG.

      Slet