onsdag den 16. april 2014

Mænd er sære. Jeg er sær. Forvirringen er komplet.


Jeg har indenfor de sidste 14 dage været på 2 semidates. En med "the strong, silent type" med hårdt fysisk arbejde og ambitioner om børn, bil og alle de der ting indenfor de næste to år, som har været ude at rejse og opleve lidt af det hele. Den anden en lidt fjollet kommunikationsstuderende, som fik mig til at grine og stadigvæk synes, jeg var kær - selvom jeg spildte lidt øl på min trøje. Absolut ikke på udkig efter det helt store. Og så havde han piercinger i begge ører -  far Jens ville uden tvivl hive dem ud med en tang, hvis han så dem..

Men FOR HELVEDE. Jeg har ikke datet NOGEN SOM HELST i fem år. Fem år. FEM ÅR! Ikke siden den fantastiske gymnasiekæreste synes, min daværende bedste veninde var en bedre scoring.

Altså jo, jeg har da kysset på nogen og fornødenhedsknaldet, og fået brændt mit hjerte noget så grusomt over en 2 måneders flirteperiode med latterlig mandsling fra Århus. Men jeg har ikke spist morgenmad med en fyr, set dårlige film med en, eller talt om drømme. Eller kysset så meget, at jeg har forbrændt 100 kcal. Fem års mandefrizone, mine damer og herrer. 5 år, hvor jeg absolut ikke har haft brug for nogen til praktiske gøremål, av altså. De kalder mig mande-Hanne ude i byen.

 Hvordan lærer man det der med at date?! Og hvordan lærer jeg at være mindre truck?! Helt ærligt, min værktøjskuffe er af imponerende karakter! Jeg ved, hvordan jeg skal samle det der ledningsgøgl og hænge nye lamper op; jeg har diverse VVS'er skills, og jeg kan så mange tricks med en boremaskine, at der slet ikke er plads til at nævne dem her. Og så bliver det modsigende nu: jeg er kæmpe fan af både traditionelle kønsroller, men så sandelig også af kvinders egenkapacitet, herunder min egen. Problemet er bare, jeg bestemt ikke kan holde min kæft, hvis nu lille Preben absolut ingen anelse har om at sætte nye loftslamper til. Så måske i virkeligheden, skal jeg bare lære at holde min mund - men det er jo også et projekt af de helt store!

Og så kan jeg umuligt være den eneste, der savner mine scoringsskills, som de var under gymnasietiden. Those were the golden days ..

1 kommentar:

  1. Mine golden days var helt tilbage i folkeskolen... Og til maj rammer jeg i øvrigt mit seksårsjubilæum for singlehed, så du er ikke alene! For mit vedkommende er det største problem i øvrigt at finde en mand, jeg overhovedet gider at date. Der er eddermame langt mellem snapsene.

    SvarSlet