fredag den 11. december 2015

Hej, mit navn er Astrid....


.. og jeg er lige begyndt hos en psykolog.

Lige inden modul 6s påbegyndelse havde jeg nogle virkeligt hårde dage. Som i min verden pt er at befinde sig i sengen hele dagen, tude i tide og utide, bingewatche serier og have frygtelig ondt i maven, i hovedet og helt ind i sjælen. Det sker fra tid til anden, at jeg går helt i stå en måneds tid (eller fire eller fem..) rent socialt og derved ikke magter mit liv - hvilket har stået på en 4-5 år efterhånden. Det er vanvittigt hårdt. Og det er ikke særlig acceptabelt at sige overfra alt socialt med begrundelsen, at jeg ikke har det godt, og at jeg er/var ked af det uden en grund.

Jeg har faktisk opsøgt læge adskillige gange, for jeg er selv træt af ikke at kunne kontrollere den melankoli og tristhed, som kunne dominere længere perioder af mit liv, uden jeg selv følte, jeg havde en indvirkning på det. Det kommer som regel altid efter en periode med lidt for meget stress og uro. Af samtlige læger er jeg blevet kategoriseret som en 12 tals pige, der skulle lære at slappe lidt af. Hvilket er pivironisk, eftersom jeg aldrig nogensinde har fået et 12 tal til eksamen, eller været typen, der gik i selvsving over en eksamen.

Efter jeg igen har fået ny læge, blev der endelig lyttet til, hvad jeg fortalte. At jeg ikke kunne rumme dagene, som de var. At jeg var grådlabil. At jeg konstant havde dårlig samvittighed. At jeg ikke sov ordentlig igennem om natten. At når jeg endelig sov, så havde jeg mareridt. At jeg følte mig bange og rastløs uden nogen egentlig grund. Og så gav han mig en henvisning til en psykolog - hvilket jeg er noget så glad for. At henvisningen siger moderat deprimeret må jeg bare tage med. Jeg føler mig ikke rigtigt deprimeret. Jeg føler ikke, at hele min verden er grå, bare en ret stor del af den. Min verden har dog også farver. Og skøre indfald. Og mange lyserøde tanker. Men den er faktisk ret grå det meste af tiden, og har af en eller anden årsag taget min selvtillid med sig i den grå pøl. Måske er det rigtigt nok, det han siger. Jeg skal bare lige fordøje det. Og forstå, hvorfor jeg har det, som jeg har det - på trods af meget sød kæreste, god familie og drømmestudie.

Jeg har været hos min psykolog to gange. Første gang græd jeg i en time lige ud. Dyreste skulder at græde ud ved nogensinde. Anden gang havde vi rent faktisk en samtale. Jeg glæder mig lidt til næste gang, jeg er jo nysgerrig. Og bekymret på mine egne veje. Igennem de 4-5 år alt det her har stået på, har jeg formået at skubbe en del søde mennesker fra mig. Mange af dem savner jeg rigtig meget. Nogen af dem har skuffet mig noget så inderligt, at jeg egentlig ikke kan finde den ro, der skal til for at kunne tilgive dem. Omvendt virker det også paradoxalt at række hånden frem og sige "hej, jeg var egentlig skideked af det og fattede ikke ret meget på det tidspunkt, det beklager jeg" til nogen, jeg har brugt så meget energi på at trænge ud af mit liv. Lige nu prøver jeg bare at erkende det og være okay med, at det var det, jeg kunne formå på det tidspunkt.

Det er egentlig mærkeligt bare at læsse ens tankevirksomhed over på en helt tilfældig person. Jeg har aldrig råbt højt op, omkring hvor slemt det har været. Jeg har måske fortalt en my-del, men aldrig hvor alvorligt det egentlig har været. Nogle gange skal jeg lade være med at være så pissevelopdragen. Og kalde en lort for en kæmpelort.

søndag den 20. september 2015

Av min arm.

.. kære Alexa - må jeg ikke godt gå efteråret i møde med dig på?

Part Two Alexa jakke - 1699kr.

I øvrigt undrer jeg mig over..


  • .. at der altid er mærkelige mennesker i Føtex på Dytmærsken. Der er ALTID en klump mennesker foran indgangen, en større samling pensionister i vindfanget og sure mennesker inde i selve butikken. Det er seriøst et spørgsmål om vilde ninjaskills for at komme igennem uden at gøre folk sure - jeg er blevet kaldt "utilregnelig, ung dame" og "tromlende" - velkommen til Randers ;) Jeg er begyndt at ligne en storsmilende idiot, hver gang jeg går derind - bare for at opveje alle de sure mennesker. Husk nu det gode humør!
  • .. hvordan jeg tidligere har grint lidt af mine veninder, der har haft en græsenketilværelse med deres kærester, som har arbejdet 60+ timer om ugen - kunne de ikke underholde sig selv, eller hvad?! Nu hvor jeg står i samme situation, må jeg indrømme, at jeg absolut heller ikke er fan af at spise aftensmad selv og blive vækket, når træt mand vælter ind i sengen sent om aftenen for blot at tage åndssvagt tidligt afsted igen næste morgen. 
  • .. at jeg igen i år skal på jagt efter vinterjakke og støvler. Det er åbenbart vildt svært at finde jakker, der kan nå omkring brystet (fuck jer, titties), eller støvler, der passer til en høj vrist og verdens bredeste fod. Jeg gider for helvede ikke gå i Rieker sko, vel ;) 
  • .. at jeg har lyst til at bruge en milliard på tøj pt. Damn you, Stories og COS! 

lørdag den 19. september 2015

How are you doing?

.. I'm doing fine!

Jeg mærker ikke rigtigt til min stress pt, og det er jeg vanvittigt glad for. Altså, det er også begrænset over, hvor stresset, man kan blive over at skulle tage tøj på hver morgen som det eneste. Men det er i det hele taget helt fantastisk at have ro til at genfinde glæde ved småting - jeg er fx begyndt at bage igen! Det har jeg ikke gjort i over et år. Jeg er også begyndt at strikke og at hækle, og selvom det lyder fuldstændig idiotisk, så kan jeg virkelig godt lide at få et synligt produkt imellem hænderne - noget, som JEG har bedrevet.

Jeg tror selv, at en del af praktikken fik mig hylet ud af den - det er begrænset hvor meget viden, jeg har haft som førsteårsstuderende, og jeg må virkelig bare have dunket mig selv oveni hovedet for ikke at vide nok. Jeg har det lidt som om, at jeg er ved at vågne fra et mentalt blackout, som jeg har været igennem siden februar. Jeg duftede fx efterår her den anden dag - I ved, den der helt vildt sprøde duft, som nærmest pumper lungerne op og klarer hjernen på allerfineste vis. Og så slog det mig, at jeg ikke kan huske, om jeg har duftet forårsregn i år. Eller duftet foråret i det hele taget. Det virker underligt, men jeg kan simpelthen ikke huske fornemmelsen.

Lige for tiden har jeg en fast aftale med en studieveninde at mødes en gang om ugen til læsning, så vi kan forberede os til modul 6 og det enorme pensum, der venter. Det fungerer rigtig godt, og jeg kan mærke at nysgerrigheden og glæden (!) ved jordemoderiet så småt begynder at rykke igen. Derudover begynder jeg på mandag med en ny læseplan til modul 3 omprøven, som jeg valgte at droppe i foråret, da det hele var voldsomt kaotisk. Jeg skal derudover have forberedt en portefolie og og redigeret en videooptagelse inden d. 15, så jeg føler, jeg har fint med tid til at få genopfrisket min viden - og hvilken forskel det gør, at det kun skal genopfriskes og ej læres på ny! Det ligger jo i fingerspidserne, og det er bare rart.

Lige nu? Så hører jeg Mads og Monopolet. Lige om lidt skal jeg på posthuset og sende nogle kjoler afsted. Måske skal jeg i Søstrene Grene og Tiger for at kigge efter gaver til pakkekalender til min gode veninde, Caroline og til min kæreste. Det bliver en rar lørdag  

tirsdag den 1. september 2015

Det dér med at flytte sammen.

Når jeg nu igennem seks år har betragtet mig selv som en kronisk singledame, der ville ende med 1000 katte, er det helt vildt mærkeligt og en smule sært at vide, at jeg fra fredag af skal dele adresse med en fyr - i fucking Randers, vel at mærke. Det er ikke så meget det at bo sammen: herregud, jeg boede der nærmest, da jeg var i praktik - og det var rart. Det var og er ligetil, og jeg har ikke oplevet nogle uenigheder, vi ikke kunne forlige os på. Så jeg er slet ikke  bange for det officielle i at have fast adresse der, eller at skulle flytte til en by, hvor jeg kun kender en håndfuld mennesker. Og det kommer lidt bagpå mig - jeg er en konservativ, tryghedssøgende "Aalborg forever" type med stamværtshus og et nærmest monogamt forhold med Superbrugsen på Færøgade. Det var her, jeg flyttede adresse til, da jeg flyttede hjemmefra og påbegyndte sociologistudiet - det er i Jomfru Ane Gade og omkringliggende værtshuse, jeg har grint (og kysset!) allermest, og det er også her, hvor jeg har mødt de folk, jeg kan kalde for mine bedste venner. Jeg har altid foretrukket Aalborg over Århus og København - og sådan vil jeg nok blive ved med at gøre fremover. Måske er det også derfor, det ikke virker så slemt  med Randers - herregud, vi er aalborgensere igen i sommeren '16 <3

fredag den 21. august 2015

Hvorfor stress er en mean motherfucker, og hvorfor det er okay at kalde folk for retarderede idiotrøvslikkere.

Siden sidst har jeg:

  • .. fået en kæreste. Via fucking Tinder. WTF. 
  • .. overlevet modul 1 og 2 med et 10-tal til følge - yay me! 
  • .. påbegyndt praktikken - med stress til følge - nay me! 
  • .. fundet ud af, hvor lidt hjælp der er at få, når man er stresset og studerende og ikke besidder en milliard til psykolog: "Vi har en præst, du kan tale med.", "Nu er stress jo heller ikke en sygdom..", "Der er også andre end dig, der har det hårdt!" og den bedste "Du kan da bare sygemelde dig og påbegynde studiet igen om et halvt år." Fuck jer. FUCK jer. 
  • .. at det er vildt grænseoverskridende at have stresstegn som migræne, sitrende fingre, kronisk træthed, kronisk dårlig samvittighed, at være grådlabil i tide og utide - det kan ikke anbefales at give sig til at hyle i bus 12, fordi man har glemt sin vandflaske, nada sexlyst (how fun, når man er nyforelsket....) eller at være så distræt, at jeg skal skrive ALT ned. 
  • .. at det er ret vildt at overleve en eksamen med et 7 tal med udgangspunkt i metode, selvom jeg ikke deltog i noget som helst af undervisningen. 
  • .. at have ferie i 7 uger, 2 ugers skole og så 9 ugers ferie igen. TAK MERIT <3 
  • .. at ferierne skal bruges på hhv. flytning og læsning til omprøve på modul 3. FML. 
  • .. at finde ud af, at folk man ellers holdte af, hverken er glade for, at jeg havde fundet en kæreste eller er en passende skulder at tude på, når ens grådlabile jeg stikker næsen frem, og man spørger efter det. TTYN. 
  • .. at jeg håber, der stadig er nogle, der læser med. Jeg savner at skrive :)