tirsdag den 23. februar 2016

Om at acceptere noget, jeg slet ikke har lyst til at acceptere.


Jeg har været sygemeldt siden begyndelsen af januar, og det går op og ned. Som det skal, I suppose. Det har været hårdt at acceptere, og nogle dage befinder jeg mig også i kulkælderen over, at jeg ikke bare kan tage mig sammen. Og komme videre. Og være ligesom alle andre. Det har klart været en hjælp at komme hos en psykolog, der er med til at sætte ord på de følelser, som virkelig kan hobe sig op og blive rigtigt grimme. Det har også givet mig mod til at sige nej tak til medicinering, for jeg føler mig jo ikke rigtigt deprimeret. Jeg oplever til gengæld "bare", at jeg har svært ved at rumme mit følelsesmønster, og hvordan jeg skal håndtere diverse problematikker og udfordringer igennem en hverdag.

Noget af det, jeg har fået lukket op for hos min psykolog er, hvordan jeg håndterer kritik, der især er af personlig karakter. Vi har snakket en del om de 3 afslag, jeg har fået fra studiet, før jeg blev accepteret på min fjerde ansøgning. Igennem de tre afslag har jeg for hver gang været mere fokuseret på at komme ind. Anstrengt mig lidt mere. Forsøgt at være lidt bedre. Og så når afslaget har været en realitet, har jeg taget det ekstremt personligt, hvilket har mundet ud i en indadvendt reaktion, selvom den i virkeligheden burde have været udadvendt (... på en boksebold. Eller 10 jägerbombs i Gaden, who knows!). Så i virkeligheden kunne mit mindre breakdown forrige februar/marts'ish godt afspejle en kraftig belastningsreaktion, der bare skulle ud i verden. Og at jeg derved bare var et ganske almindeligt og fornuftigt menneske, der reagerede på nogle forhold, jeg ikke havde det godt under. Og det lyder altså væsentlig bedre end lægens "moderate depression". En kraftig belastningsreaktion, der gav anledning til en mindre livskrise. Meget mere plausibelt i mit hoved end moderat depression, som for mig giver referencer til all grey days og ingen glæde, hvilket jeg ikke helt kan genkende fra mit verdensbillede pt. Som jeg har skrevet tidligere er der grå dage - der er faktisk mange af dem med dertilhørende nattøj og største bedrift er at trykke "Fortsæt med at se" på Netflix. Men jeg har også rigtigt gode dage. Og det skal der jo ikke kimses ad, vel? 

Jeg synes faktisk, det var rigtigt svært at fortælle om, hvordan jeg havde det. Normaltvist afholder jeg mig bestemt ikke fra at tilkendegive min mening eller brokke mig, hvis jeg synes, alting er røv og nøgler. Det er faktisk pissehårdt at sidde foran sin nye læge og græde snot over, at jeg ikke fattede en skid eller forstod, hvorfor jeg havde det sådan, som jeg har. Det var hårdt at snakke med min studievejleder om det. Begge gange. Det var latterlig hårdt at sige det til min kæreste. Vi var ikke engang kærester, da jeg fortalte ham om det første gang. "Hej, vi har sådan ca kendt hinanden i 2 minutter, men for at være helt ærlig, har jeg det af helvede til. ". Utroligt, han ikke løb skrigende væk.  Det var også hårdt at fortælle min svigermor om det, for hvad i alverden ville hun ikke tænke om mig? Den tanke blev gjort ret meget til skamme, og der har ikke været andet end støtte fra min svigerfamilie. Sådan har det faktisk været hele vejen rundt fra veninder, studiekammerater og mine søskende, hvilket bare kan give det ekstra skub til at tro på, det nok skal gå alt sammen, selvom de fleste af ens hverdagssejre er noget som "jeg lavede faktisk mad i dag" eller "jeg vaskede op, uden R skulle spørge mig 180 gange".  Det har derfor også været helt abnormt hårdt at erkende, at det ikke er alle i min tætteste relation, jeg kan snakke med det her om. Og at jeg derfor er nødt til at arbejde hårdt for, det ikke skal overskygge alle de andre gode tilkendegivelser, jeg har mødt igennem det sidste år. 

Og det skal nok gå. Det ved jeg.

1 kommentar:

  1. Hej Astrid.
    Tak for at du skriver igen selvom det er gråt for tiden. Kender til det med at skulle yde så meget for at bare komme ind på et studie, jeg har søgt ind på designskolen hvor man først laver en hjemmeopgave på 2 uger og samtidigt skal præsentere et portfolio hvis man kommer til samtaler som man så også kan dumpe! Første gang var jeg meget rolig men var da igennem et par timers tudetur i sengen. Anden gang var der sindsyg meget pres på, hvad ville familien/venner ikke syntes hvis det ikke lykkedes og kunne ikke rigtig finde en plan b udover at søge igen 3 gang, startede de to uger med et lille angstanfald (det første nogensinde) og så fortsatte jeg i to uger med at græde hver eneste dag og med næsten ingen søvn. Det blev heldigvis så godt at jeg kom ind. Men kan fortsat mærke at jeg i perioder presser mig selv for meget, har dårlig samvittighed hvis jeg ikke arbejder konstant (selvom jeg ved at det kan jeg ikke) og dermed bliver ramt af søvnmangel, hvor jeg i uger ikke sover mere end 4 timer ca. om natten. Har snakket meget med min læge om det og har kommet frem til at jeg skal give mig lov til ikke kunne at være designelev, jeg er også hende der godt kan lide at se random tv, læse mange bøger og bare alt mulig andet der ikke har nogen som helst tilknytning til skolen.
    Ved også at dem der er kommet ind i første forsøg slet ikke har samme oplevelse af optagelsesforløbet end dem af os der har søgt flere gange. Men det sidder bare i en at det ikke er en selvfølge at man er kommet ind og når man vil det så meget så rammer det bare hårdt at blive afvist og følelserne sidder bare gemt et sted i kroppen som reagerer engang i mellm
    Så sympati din vej og stærkt at du er tilbage herinde.
    Mvh Maria

    SvarSlet